Budget og finansiering
Denne artikel har til formål at få dig til at forholde dig til at budgettere, og forsøger at give dig forståelse for, hvordan budgettet kan være nøglen til at få sat ord på alle dele af dit projekt.
Den rutinerede fundraiser, der på et tidligt tidspunkt af ansøgningsarbejdet har et godt overblik over projektet, kan starte ansøgningsprocessen med at udarbejde budgettet. Det kalder vi baglænstænkning. Med andre ord starter du med budgettet frem for indholdet. Den mere urutinerede fundraiser bør afslutte ansøgningsfasen med at budgettere, for derved først at skabe et solidt overblik over alle projektets delelementer.
Omfanget af budgettet afhænger selvfølgelig af, hvor stort og komplekst dit projekt er. Hvis du har et meget stort projekt med mange poster og mange delprojekter, der griber ind i hinanden anbefales det, at få fat i en bogholder, revisor eller en excel-kyndig. Det kan lette rigtig meget samtidig med, at du undgår fatale regnefejl.
Ved at starte med budgetlægningen, får du også meget hurtigt et klart overblik over projektets finansieringsbehov. Kort sagt finder du ud af, hvor mange fonde, du skal søge og du kan tidligt få overblik over, hvor lang en periode, du skal arbejde i forhold til fondenes ansøgningsfrister.
Vil du høre mere om, hvordan SøgFonde.dk kan hjælpe dig til at få et udarbejdet et grundigt budget som fondene vil have det? Skriv din mail og telefonnummer herunder, så tager vi kontakt til dig med uforpligtende sparring hurtigst muligt.
I budgettet skal du have alle indtægter med på indtægtssiden i budgettet. Husk også, at hvis det f.eks. er et projekt, hvor der er entreindtægter, øl, vin og vand, så skal disse også medregnes. Omvendt skal alle udgifter medtages.
Alt fra projektlederløn, bogholderi, administrative omkostninger til alle indholdsmæssige udgifter herunder også udgifter til indkøb af de trykte entrebilletter, øl, vin og vand. Alt skal med.
Det er således differencen mellem estimerede indtægter og udgifter, der ofte vil være det beløb, der skal ansøges om. Husk også at lave budgettet med og uden moms.
Det kan være hensigtsmæssigt at tænke i at lave to budgetter. Erfaringen viser, at det ikke altid lykkes at få det fulde ønskelige beløb fra fondene. I det tilfælde er det klogt, at have en intern plan B og dermed et alternativt internt B-budget. Et budget, der skærer projektet helt ind til benet. Her kan du overveje hvilke kompromiser, du i værste fald vil indgå, eller kan blive nødt til at indgå.
”Patchworkfinansiering” er et kækt, billedskabende ord, du kan tage på din ansøgningsrejse. De ældre af jer kan sikkert huske patchworktæpper fra 1960erne, som prydede en dobbeltseng eller væg. Billedet bruges for at du skal huske, at det gængse billede af den nødvendige finansiering til dit projekt meget ofte vil være en samfinansiering. Dvs. mange bidrag fra flere forskellige fonde. Ligesom et patchworktæppe, der tilsammen danner en helhed.
Det er undtagelsen, at en fond ønsker at være ene bevillingsgiver, men det kan forekomme. Det finder du ud ved at spørge fonden.
Find inspiration og spar tid: brug vores budgetskabeloner i abonnements delen af SøgFonde.dk